Er en sammensmeltning af
- Samtaleterapi
- Jeg-støttende ressourcegivende kropsterapi
- Chock/traume terapi
- Gestaltterapi
Samtaleterapi
I terapien er det vigtigt for mig at møde dig lige der, hvor du er. Jeg er autentisk, nærværende, indlevende og empatisk tilstede med min klient, sådan at du kan føle dig set hørt og forstået. Sammen med dig undersøger jeg hvad roden til dit problem er, og kommer med forslag til, hvad du kan arbejde videre med for at løse problemerne.
Jeg er både lydhør overfor, hvor dine problemer er, hvad grundene til dem er, ligesom jeg er lydhør overfor dine ressourcer og styrker.
Jeg finder sammen med dig en rød tråd i dit problem, så det bliver konkret og så du lettere kan arbejde med at bryde gamle uhensigtsmæssige mønstre.
Jeg-støttende, resource – skabende kropsterapi
Alle følelser og problematikker har deres sæde i kroppen. Så det er meget virkningsfuldt at arbejde både med psyken og kroppen.
Jeg-støttende kropsterapi går ud på at styrke dine ressourcer. Der skal styrke og ressourcer til at føre det ud i livet, som du mærker er godt for dig. For når du føler dig stærk og god nok, er det lettere at gøre det, du føler er rigtigt for dig
Måske kender du det, at når indsigten udelukkende kommer via samtale terapi,, så kan der stadig sidde en følelse af uafsluttethed i kroppen. En knude i maven eller en følelse af lidt panik. “Pyh ha, ja det er rigtigt for mig at gøre det eller det, men jeg føler mig bare alligevel ret urolig og lidt bange for, om jeg tør gøre det, jeg har fundet ud af i terapien, ville være godt for mig.” Måske fordi, det kun er din hjerne, der synes det er en god ide, og din krop stadig er bange for det f.eks. og så kan det være svært at bruge din handlekraft til at føre det ud i livet, som du kan mærke er godt for dig.
Det kan også være, at du er god til at handle, men har svært ved at mærke, hvad du føler og har behov for, men bare at du er utilfreds. Og det er svært at blive tilfreds, hvis det er svært at mærke, hvad der føles godt for dig, og dermed hvad der skal til at gøre dig tilfreds. Her kan kropsterapien gøre del lettere for dig at mærke dine følelser og behov, så du kan foretage de handlinger, der skal til for at du kan føle, at du får et meget mere tilfredsstillende liv.
Ref. ramme kropsterapi
Skolen for kropsdynamik. Lisbeth Marker. Læren om både over og underspændingers betydning. Malcolm og Katherine Brown, Bioenergetic og Organismisk kropspsykoterapi. Organisk kropsterapi.D.I.G. Holbæk. Har gennem 25 år videreudviklet og systematiseret disse redskaber til at differentieres mellem hvornår hvilke redskaber skal bruges i forhold til mennesker med sårbarhed og tidlige traumer eller mere lukkede, neurotiske personligheder. Jeg har endvidere deltaget i et efteruddannelseforløb i Chock/traume behandling hos Ulla Rung Weeke. Læs mere om min baggrund her Om Gerda
Gestaltterapi
Er en oplevelses orienteret terapiform, der bygger på at
- Styrke kontakt-kompetancerne
- At lære at skabe sit liv,også kærlighedslivet, som man ønsker det, istedet for at vente på, at omverdenen giver en det, man ønsker sig i livet – man kan komme til at vente længe!
- Er fuld af oplevelses orienterede kreative øvelser, der går direkte ind i det ubevidste, så din proces accelererer.
Hvilke metoder jeg lige præcis vil foreslå dig er helt individuelt, da ethvert menneske er forskelligt
Eksistentiel Krop- og Psykoterapi
Tager udgangspunkt i at understøtte det enkelte menneskes livsbekræftende søgen efter at realisere sit inderste unikke potentiale. Der hvor evnen til at udfolde vores individuelle ressourcer findes, hvor det er livgivende godt at være med os selv, og hvor evnen til at skabe en givende kontakt til andre mennesker findes.
Vi har næste alle gennem vores opvækst været nødt til at hæmme denne fritflydende livsenergi Dette har skabt følelser af, at vi ikke er gode nok. Og hvordan skal vi opnå at blive mere tilfredse i vores liv, hvis vi tror vi ikke er ok? Endvidere har vores samfund undergået en total forandring i løbet af det sidste halve århundrede, og dette fortsætter stadig.
Samfundsudvikling og påvirkning på meneskets psyke og kærlighedsliv.
Kernefamilien var af økonomiske årsager en fast institution, som man ikke satte spørgsmålstegn ved, med dertil hørende faste regler for, hvad man gjorde og ikke gjorde. Industrialiseringen og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet blev den udløsende faktor for, at kernefamilien ikke længere var en økonomisk nødvendighed. Det blev den enkeltes valg, hvordan man ville leve sit liv. Denne samfundsomvæltning på historisk set kort tid har skabt stor rådvildhed og splittelse. Splittelse mellem de gamle familieværdier og en ny tid med frit valg på alle hylder. Vil jeg leve i en kernefamilie? Alene? Med en af samme køn? Osv. osv. Og hvordan skal vi kunne mærke, hvad der er godt for os, når vi aldrig har lært at lytte til vores følelser og behov? Og efter at det ikke mere er økonomisk nødvendighed, der knytter mennesker sammen, hvad skal så træde i stedet?
Svaret er bløde værdier som livskvalitet, oplevelsesfylde, berigende kontakt med andre mennesker. Men hvordan skal vi skabe de kvaliteter, når vi aldrig har lært det? Tilbage står vi identitetsløse, fremmedgjorte, med følelser af tomhed, meningsløshed, depression, ensomhed og glædesløshed. Denne smerte kan vi så forsøge at dulme med lykkepiller eller ved et overforbrug af underholdning. Ved at overarbejde, være i gang hele tiden og ved at flygte ind i et stort alkoholforbrug eller andre stoffer. Eller vi kan vælge at arbejde med disse problematikker, der forhindrer os i at få et meningsfyldt godt liv.
At arbejde på at skabe en livgivende berigende kontakt til sig selv og andre mennesker er grundstenen i Eksistentiel Krop- og Psykoterapi
Vi har alle i os en dyb længsel efter at indgå i kontaktfulde sociale relationer til andre mennesker, at føle os værdsat, set og hørt som de unikke mennesker, vi er.
At opleve at de følelser vi viser et andet menneske, bliver mødt med resonans og respekt, at det vi giver, bare ved at være os selv, bliver taget positivt imod af et andet menneske. Men her har mange af os så dybe sår på sjælen, at vi har fået svært ved at skabe en sådan kontakt.
Ligesom vi i vores parforhold har svært ved at give hinanden et ligeværdigt med- og modspil og løse de konflikter, som jo altid opstår mellem to mennesker, sådan at luften kan blive renset og kærligheden gro. Vi er måske alt for tidligt og alt for mange gange blevet afvist eller manipuleret med, når vi viste vores følelser og behov som børn. Blevet straffet, negligeret, eller fået at vide, at der var noget galt med os, fordi vi havde de ønsker og behov, som vi havde.
Sår på vores evne til at skabe en tilfredsstillende kontakt kan heles.
I Eksistentiel Krop- og Psykoterapi, tages der udgangspunkt i kontakten klient/terapeut i mellem. Ved at være nærværende, indfølende, fintmærkende og lydhør over for alle de nuancer, som klienten viser af sig selv i vores samspil, kan klienten opleve at føle sig rummet, set og hørt på et dybt sjæleplan, hvilket virker helende på gamle psykiske sår, og dermed styrker selvfølelsen og evnen til at håndtere de udfordringer, livet byder på. Det er svært ikke at blive mødt i en kontakt med et andet menneske. Det er helt naturligt.
Men når man har sår på sin sjæl, er man så oversårbar, at det kommer til at føles meget smertefuldt. Og det kan blive for svært at opretholde en kontakt, som man egentlig gerne ville bevare.
Bl.a. deraf kommer mange skilsmisser, parforholdsproblemer, seksuelle problemer og problemer med manglende selvaccept.
Ved at arbejde med ‘kontakt-såret’, kommer man i kontakt med sit inderste livspotentiale/sjæl, og kan mere og mere lade det fylde sin krop og psyke ud, så man bliver mere hel og samtidig mere rummelig i sit samspil med andre mennesker. Man vil blive bedre til at skabe en meningsfuld, livgivende kontakt og bearbejde de uhensigtsmæssige mønstre, der hindrer en i det.
Ligesom man vil blive bedre til at mærke, hvad der er godt for en, og hvad der ikke er og blive bedre til at beskytte sig selv i sårbare situationer. Krop – psyke – sjæl er en helhed. men ofte er de blevet splittet op, med det formål at beskytte psyken mod at gå i stykker på grund af for ubærlige omstændigheder i barndommen og når man ‘taber’ en del af sig selv, er det at man føler sig tom, depressiv, ensom, identitetsløs, håbløs og oplever sit liv uden glæde og mening. Eksistentiel Krop- og Psykoterapi er en metode til at genforene de tabte dele.
Da Eksistentiel Krop- og Psykoterapi er en terapiform, der tager udgangspunkt i at etablere varig kontakt til sjæleplanet og forankring i kroppen, er det en dybtgående proces at nå dertil. Men der er mange stationer på udviklingsvejen, der hver især giver mere og mere tilstrækkelig forankring i sjæl og krop, sådan at man kan føle sig meget mere tilfreds med sig selv og blive bedre til at bearbejde de uhensigtsmæssige mønstre, når de dukker op og vil forhindre denne tilfredshed.
Det at forbinde sig med sin sjæl og krop, vil få forsvarsmekanismerne til at åbne sig, og dermed kan de blive bearbejdet.
Forsvaret blev skabt for at beskytte psyken og sjælen mod at gå i stykker af for meget smerte over for uhåndterlige livsomstændigheder. Når disse forsvar så åbner sig, vil den gamle smerte ‘komme ud’, og det vil selvsagt ofte føles smertefuldt og til tider angstfuldt.
Men det er en nødvendighed, at smerten kommer frem i lyset, så den kan bearbejdes, og belønningen efter en sådan bearbejdning vil føles i form af nyt indvundet land, større glæde og tilfredshed med sig selv, bedre kontakt til andre mennesker og nye handlemuligheder til at håndtere livet med.